For nogle måneder siden spurgte jeg i et debatindlæg i Altinget, om undervisningsminister Merete Riisager afsluttede årtiers diskussion om informationsteknologi (it) i Folkeskolen, da hun nedsatte Rådgivningsgruppen for digital læring. Efter deres råd forsøgsafprøves valgfaget Teknologiforståelse nu på 13 folkeskoler. Men diskussionen er ikke forstummet. Faget Teknologiforståelse er nemlig i hovedsagen rettet mod programmering (og design af produkter, der kan programmeres samt en lille smule samfund), og diskussionen går derfor nu bl.a. på, om faget i virkeligheden burde være obligatorisk.
For et par uger siden deltog jeg i Undervisningsministeriets Forskernetværk for digital læring. Selvom der er uenighed om, hvorvidt faget (programmering) bør være obligatorisk for alle, så er der enighed om, at det tilsyneladende er svært at finde en overbevisende forklaring på, hvorfor alle skal lære at programmere på linje med at kunne læse, skrive og regne.
Der tegner sig fire omdrejningspunkter i diskussionen om programmering som obligatorisk fag:
- Eleverne skal lære problemløsning, fordi det er et kompetencebehov i det 21. århundrede: I forbindelse med programmering tales der om begrebet Computational Thinking (CT), der er en problemløsningsmåde, der anvendes, når man designer digitale produkter. CT omfatter dekomposition (nedbrydning af problemet), mønsteridentifikation (blandt delelementer), abstraktion (identifikation af generelle sammenhænge) og algoritmedesign (løsningsforslag i form af trin eller proces). Men CT forudsætter ikke, at man kan programmere løsningen. Og programmering udvikler kun CT hos eleverne, hvis det sker bevidst. Så selvom programmering kan fremme CT, er det blot en af mange måder at arbejde med problemløsning på i undervisningssammenhænge.
- En anden af de kompetencer, der vil blive efterspurgt i det 21. århundrede er evnen til at være kreativ og innovativ: Eleverne skal lære at skabe, og det gør man typisk, når man udvikler digitale produkter. Men at være skabende med it forudsætter ikke nødvendigvis, at man kan programmere – og der er andre måder at fremme elevernes innovative kompetencer på: Eksperimenter, making (kreativitet i forbindelse med fx FabLab, Makerspace) og lign. er andre tilgange til innovation, der ikke nødvendigvis involverer programmering.
- Virkeligheden er i dag delvis virtuel (sociale medier, computerspil, apps med simuleringer mv.). Den virtuelle verden udtrykkes i teknologi, der har indbyggede intentioner skabt af mennesker (programmører). For at kunne begribe Informationsteknologien, skal man derfor kunne afkode disse intentioner. Men selvom intentionerne er implementeret af programmører, behøver man ikke at kunne programmere for at begribe informationsteknologiens intentioner. Det kan klares med evnen til at tænke og forholde sig kritisk og dannet til omverden (også den virtuelle) sammen med kompetencer til at agere i og med teknologien (som også efterspørges i det 21. århundrede).
- Det sidste forhold er manglen på programmører i erhvervslivet: Alle skal kunne programmere for at sikre, at behovet for at kunne programmere i enhver situation kan løses af den, der står i situationen på linje med det at kunne læse, skrive og regne. Men hvorfor gælder dette ikke også for alle andre fag?
Der er god mening i at arbejde med programmering i undervisningen, da det kan understøtte mange af de kompetencer, der skal udvikles til det 21. århundrede – men det er ikke den eneste mulighed for at udvikle disse kompetencer. Så tilbage står udelukkende, at hvis alle kan programmere, er it-branchens mangel på programmører løst.
Man kan sige om diskussionen om it, som Frank Zappa sagde om jazzen, at den ikke er død, den lugter blot sjovt!
Udarbejdet af
Michael Lund-Larsen,
Centerchef på eVidenCenter