Vi kender vel alle den gode forælders imperativ “tal med dit barn”, der i vid udstrækning gælder for mange typer af autoriteter i børn og unges liv? Tænk fx på lærere, pædagoger og socialarbejdere, hos hvem dialog er præmissen for at sikre børn og unges dannelse og varetage deres tarv. Den personlige, vedkommende og reflekterende samtale er en udbredt pædagogisk praksis, der også har et juridisk udtryk i de ved lov fastsatte procedurer for sagsbehandlinger, der involverer børn, og som forpligter autoriteter til at lytte til sagens børn eller unge personer. Årtier tilbage sivede psykologisk indsigt og faglige metoder ud i et bredere samfund, og i dag er fraværet af dialog mellem børn og forældre som regel forbundet med sidstnævntes dårlige samvittighed – altså, at tale med børn om deres velbefindende og vejlede dem med udgangspunkt i deres subjektive erfaringer er et moralsk imperativ.
Jeg vil endvidere hævde, at imperativet beskriver een, hvis ikke den hegemoniske diskurs i dannelsen af børn og unge. Vi stiller ikke spørgsmålstegn herved, for det er efterhånden en offentlig sandhed, at dialogbaseret opdragelse er autoritetens ypperste metode, og personligt finder jeg det akavet nu, i nærværende indlæg, at skulle kritisere imperativet, og særligt for dets status blandt mange andre mulige imperativer for samfundets autoriteter. Jeg mener, at dialog ikke længere er tilstrækkelig, mere og bedre viden, hvorom kendskab til og beherskelse af bliver et moralsk anliggende for autoriteter. Og den viden, jeg peger på er et nuanceret og konstruktivt indblik i det digitale samfunds strukturer – nogle strukturer og vilkår for mennesket, vi ikke tidligere har kendt.
Det var i metateksten til en konference, på tværs af oplæg fra forskere, diverse seminarer og et tankevækkende filosofisk argument for at betragte Facebook-brugere som cyborgs, at jeg undredes over et misforhold mellem en ny, hidtil uset digital virkelighed, og så en herskende forståelse af, at denne virkelighed svares med en ældre tids moral.
Digitale medier og mobile enheder har givet mange, næsten alle, danske børn og unge en digital dimension i deres tilværelse. Web 2.0 tilbyder en anden form for kontakt og interaktion, hvis implikationer er vidtrækkende. Derfor er det vigtigt, at der opstilles en række parametre for social acceptabel adfærd, som sikrer en større grad af trivsel – det er almen kendt og logisk indlysende, at fællesskaber strækker sig på tværs af medier og modaliteter. Så den tekst Kurt skriver til Keld på Facebook, og de billeder, Marianne sender i Snapchat, og Hennys tags på Twitter, de har konsekvenser i klassen, til fodbold og derhjemme på værelset.
På den førnævnte konference var løsningen på børn og unges manglende evne til at overskue konsekvensen af deres handlinger, at autoriterne gik i dialog med de yngste generationer; det er ligesom med dine børns fodboldstævner: vis interesse for dem, tal med dem om det, de synes er interessant, et voila!(?) (?)
Men for mig at se, er det en fejl at tro, at dialog per se fører til noget. Sagen med digital trivsel handler netop om digital trivsel, hvilket vil sige noget ganske andet end pre-digital trivsel. Vil man være en god fyr eller en sød pige, hvis adfærd i et digitaliseret samfund hverken hindrer egen eller andres trivsel, er forudsætningerne for at efterstræbe dette komplicerede i et omfang, vi måske endnu ikke kender, fordi vi stadig er i gang med at udvikle vores forståelse af det digitale samfunds strukturer. En konstruktiv dialog med vores børn og unge om digital trivsel betinges af en grundigere viden, ikke om godt og skidt, rigtig og forkert – dydsetikken kender vi, men Facebook og Twitter som eksistentielle forudsætninger for at efterleves dens krav til et dannet individ, kender vi ikke, godt nok.
Indsendt af Unknown 0 kommentarer