Nu kommer den fleksible AMU-model, der skaber grøn bevidsthed i hele virksomheden.
I de seneste fem år er deltagelsen på grønne AMU-kurser stort set fordoblet hvert år, mens AMU-deltagelsen generelt mere eller mindre er stagneret. Det tegner godt for brugen af AMU til den grønne omstilling.
Grønt mindset er afgørende
Den enkelte medarbejders grønne mindset har afgørende betydning for grøn omstilling. Det er én af konklusionerne i Industriens Uddannelsers analyse ”Tværgående kompetencebehov som følge af grøn omstilling i industrien”. Af analysen fremgår det bl.a., at “Stort set alle de interviewede og besøgte virksomheder nævnte vigtigheden af medarbejdernes grønne mindset (…), og at denne bevidsthed på tværs af alle medarbejdere i virksomheden er afgørende for, at forandringen finder sted.”
Omstilling af hele virksomheden
Der er således behov for at bygge bro i efteruddannelsen inden for grøn omstilling mellem produktion og det merkantile samt ledelsesmæssige. Hele virksomheden kan dermed flyttes sammen med samme overordnede mål og forudsætninger, men stadig med hensyntagen til de forskellige medarbejdergruppers faglige domæner. En sådan holistisk tilgang vil give virksomhederne samhørighed og en større chance for en succesfuld grøn omstilling.
Behov for både grønne kompetencer og handlekompetence
Der skal sigtes mod, at medarbejdere og ledelse sammen både opnår kompetence til at ændre og faktisk ændrer praksis på arbejdspladsen. Det er det, vi kalder handlekompetence.
Derfor skal undervisningen flyttes ud på arbejdspladsen, så læringen sker direkte i forbindelse eller parallelt med udførelsen af arbejdet. Det betyder behov for mere fleksible undervisningsformater fx i digitale former. Netop det ønske, som virksomhederne fremfører, og som fx også Reformkommissionen har foreslået for at få gang i efteruddannelsen.
”Grøn AMU” – et helt nyt koncept
I et helt nyt AMU-forløb kaldet Grøn AMU – https://grønamu.dk – arbejdes med grøn omstilling af hele virksomheden. Hvor AMU normalt anvendes fagopdelt, uddannes medarbejdere og ledere i dette forløb parallelt og på tværs af faggrupperne i virksomheden. Forløbet er bygget op som en proces, der går fra behovsdækning til handlingsplan med en direkte overgang til implementering i virksomheden. For at opnå et fælles mindset for grøn omstilling i virksomheden gennemføres tværgående aktiviteter mellem alle medarbejdergrupperne på de områder, hvor der er fælles emner i AMU-målene.
Formålet er at udbrede det grønne mindset i hele virksomheden – fra ledelse til produktionen, samt at igangsætte processen mod grøn omstilling.
Efteruddannelse i digitalt format
Undervisningen foregår via et nyt, digitalt format, der er designet til at være motiverende, fleksibelt, simpelt og lettilgængeligt for målgruppen.
Forløbet bliver afholdt delvis online direkte i virksomheden, så medarbejderne kan blive på arbejdspladsen. Dette giver mulighed for at inddrage virksomhedens konkrete problemstillinger i forløbet.
Et gammelt system udfordres
AMU-systemet er næsten 65 år gammelt. Et af AMU-systemets stærkeste sider er den tætte tilknytning til arbejdsmarkedet. Det har igennem tiden betydet, at AMU hele tiden har været i stand til at levere aktuel og relevant efteruddannelse. Bl.a. derfor kan AMU-systemet allerede nu understøtte den grønne omstilling.
Men den indholdsmæssige fleksibilitet er underlagt nogle ministerielle kontrolsystemer, der ind imellem hæmmer udviklingen. Fx er AMU-systemet principielt organiseret med hel- eller halvdagskurser. I praksis er der dog større fleksibilitet – dog ikke mere end, hvad de efterhånden noget ældre it-systemer giver af muligheder!
Derfor er det aktuelt ikke muligt at udbyde et fleksibelt og delvis digitalt AMU-forløb som et samlet forløb. Grøn AMU bliver derfor sammensat af forskellige udbudsformer, hvilket gør det ret besværligt for AMU-udbyderne. Det håber vi, at erfaringerne med Grøn AMU kan give de nødvendige begrundelser for at afspejle i moderne udbudsformer i AMU’s it-systemer.
Michael Lund-Larsen
Projektleder for Grøn AMU samt
Centerchef for eVidenCenter, Det Nationale Videncenter for e-læring
Sønderhøj 28
8260 Viby J
Mobil: 2044 2040
e-mail: mll@aabc.dk