Den politiske debat om en ny digitaliseringsstrategi for undervisning har udviklet sig interessant – men er svarene de rigtige?
På politisk plan drøftes i øjeblikket en ny digitaliseringsstrategi for uddannelsesområdet. Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil udtalte i den forbindelse i den seneste forespørgselsdebat om emnet i Folketinget[1]: “på nogle af skolernes læringsplatforme og i de digitale læremidler er det (digitaliseringen, red.) blevet uhensigtsmæssigt styrende for lærernes tilrettelæggelse af undervisningen” og videre “selvfølgelig skal digitaliseringen indgå naturligt i undervisningen, hvor det giver mening, men det må ikke definere undervisningen”. Det er en rigtig og vigtig erkendelse.
Et af Ministerens svar på denne udfordring var bl.a., at der skal være en bedre balance mellem digitale og fysiske bøger.
For nogle år siden gennemførte eVidenCenter, Det Nationale Videncenter for e-læring et større antal projekter i samarbejde med uddannelsesinstitutioner i Region Midtjylland under titlen “Giv didaktikken tilbage til læreren”. Projekterne påviste, at det ikke er læremidlerne, men rammerne for lærerens organisering af undervisningen, der er afgørende for lærernes mulighed for tilrettelæggelse af undervisningen[2]. Fysiske lærebøger er nemlig i lige så høj grad styrende for didaktikken som digitale. Så hvis læremidlet er grundlaget for lærerens planlægning, ændrer det intet.
Derfor er det interessant, at et af Ministerens øvrige udsagn i debatten var, at “Lærerne skal have professionel frihed og råderum til at tilrettelægge undervisningen, og derfor skal de også kunne vælge læremidler, der reelt understøtter undervisningen.”
Der kan være gode grunde til at genindføre fysiske lærebøger på nogle områder – fx kan fysiske lærebøger i nogle tilfælde være en bedre støtte til udvikling af elevernes læsekompetencer end digitale. Men genindførelse af fysiske lærebøger vil ikke i sig selv give lærerne bedre mulighed for at tilrettelægge deres undervisning.
En ny digitaliseringsstrategi skal derfor tage udgangspunkt i at “lærerne skal have professionel frihed og råderum til at tilrettelægge undervisningen.” Og det er en helt anden sag.
Hvis dette råderum skal opnås, skal indførelse af undervisningsteknologi ske i en helhedsorienteret indsats, hvor det pædagogiske formål er i højsædet, og hvor den enkelte skole(ledelse) designer et meningsfyldt samspil mellem den enkelte lærers opgaver, lærernes kompetencer og organisering af læringsfælleskabet. Derved opnås mulighed for at etablere helt nye læringskulturer, hvor de bedst egnede teknologier kan vælges til at opfylde formålet både på overordnet plan, i lærerfællesskabet og af læreren selv i egen undervisning til gavn for eleverne.
Det vil være en hjælp, hvis læremiddelproducenterne samtidig åbner for en mere fleksibel anvendelse af deres læremidler. Det kan give mening at tilbyde hårdt pressede lærere fuldt planlagte (didaktiserede) undervisningsforløb, som de kan anvende direkte. Men det giver ikke en bedre undervisning. Hvis lærernes vilkår ændres, så de har tid og råderum til planlægning af deres undervisning, skal de også kunne vælge læremidler, der reelt understøtter undervisningen.
Derfor skal de fremtidige læremidler ”løses op”, så lærerne kan vælge de dele, der giver bedst mening i den givne undervisningssituation. Og lærerne skal sættes i stand til selv at kunne producere supplerende digitale undervisningsmaterialer på de områder, som læremiddelproducenterne ikke dækker.
Giv didaktikken tilbage til læreren – og skab rammerne, så lærerne får råderum!
Michael Lund-Larsen
Centerchef
eVidenCenter, Det Nationale Videncenter for e-læring
Sønderhøj 9
8260 Viby J
Mobil: 2044 2040
e-mail: mll@aabc.dk
[1] F 17 Om digitalisering med omtanke og udsyn den 11.12.2019. Se evt. sammendrag af Marianne Riis
[2] Se følgeforskningsresultaterne af projektet eSkolerMidt her: http://evidencenterinfo.dk/fokusomrader/