I Folkeskolen og på ungdomsuddannelserne skal eleverne blive så dygtige, som de kan.
Det stiller underviserne over for en kæmpe udfordring. Det betyder nemlig reelt, at underviserne skal tilrettelægge deres undervisning på baggrund af elevernes forskellige forudsætninger med henblik på at udfordre den enkelte elev inden for elevens kapacitet for læring.
Skal eleverne blive så dygtige, som de kan, skal undervisningen derfor differentieres.
Forskningen[1] peger på, at en af de vigtigste faktorer for, at eleven kan lære, er, at eleven er motiveret. Og en afgørende forudsætning for elevens motivation er elevens tro på, at vedkommende faktisk kan lære det, der skal læres (self-efficacy) – altså at eleven også selv tror på sit potentiale. Forskningen peger desuden på, at elevens selvopfattelse styrkes, hvis eleven selv oplever at blive dygtigere. Fx ved at opleve gradvist at kunne løse sværere eller mere komplekse typer af problemstillinger.
Skal eleverne blive så dygtige, som de kan, skal undervisningen derfor bevidstgøre eleverne om deres læringsprogression.
Digital læring er særdeles velegnet til at understøtte differentiering og til at måle og rapportere progression. Men anvendt ukritisk kan digital læring få den stik modsatte effekt.
Digitale test er fx gode til at afdække udgangspunktet for elevens læring og til at måle elevens faglige niveau på et givent tidspunkt. Men de er ikke særligt gode til at udvikle eleverne. Ingen bliver bedre af at svare forkert på de samme typer spørgsmål, fordi man ikke har forstået det, man spørges om – eller man rent faktisk ikke kender svaret. Ikke desto mindre er nogle af de mest udbredte digitale læremidler systemer, der kan stille eleven den ene opgave efter den anden.
Underviserne har derfor en central rolle, hvis digitale test skal anvendes med henblik på at gøre eleverne så dygtige, som de kan. Testresultaterne kan bruges som grundlag for at vejlede eleverne i, hvor og hvordan de bør dygtiggøre sig og til at påvise progression over for eleven.
Når eleven skal dygtiggøres, skal der differentieres i den måde, hvorpå eleven kan opnå forståelse. Det nytter ikke noget at give den samme forklaring, hvis eleven ikke forstår forklaringen. Ikke desto mindre anviser mange digitale læremidler muligheden for at ”spole tilbage og se igen og igen” som eneste differentieringsform.
Digitale test kan måle viden og færdigheder, men kun i begrænset omfang afdække elevens kompetencer – fx det at kunne løse faglige problemer med de færdigheder og den viden eleven har tilegnet sig.
Underviserne skal derfor kunne bringe sig selv i spil i gabet mellem de digitale muligheder og elevens læringsproces. Underviserne skal kunne give feedback og vejlede i elevens læringsprogression, når elevens kompetencer skal udvikles.
Det kræver nye kompetencer i lærerrollen. Men det kræver også, at de digitale læremidler i højere grad understøtter elevernes mulighed for at blive så dygtige, de kan, og ikke kun tilbyder læring der, hvor eleverne allerede er.
Og så kan man jo afslutningsvis spørge, hvornår er en elev egentlig så dygtig, som vedkommende kan blive?
[1] Pædagogisk indsatsteori, Bent B. Andresen, 2016, www.eskolermidt.dk
Michael Lund-Larsen,
Centerchef
Direkte: +45 2044 2040
Udviklingsafdelingen Det Nationale Videncenter for e-læring
